Godt udviklingsprincip: Keep It Simple, Stupid

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under

Når man laver software, så er der en masse principper man kan følge, et af de vigtigste er: Keep It Simple, Stupid (KISS). Stil altid spørgsmålet: "Hvad er den simpleste løsning?" og gør så det. Som udvikler kan man få lyst til at lave en fantastisk flot løsning, der kan 117 ting, men der er ikke noget værre end kode, der ikke bliver brugt. Så hold løsninger simple! Ligesom KISS er YAGNI også et princip, der er godt at følge: You Ain't Gonna Need It.

Min nye helt: Jeff Sutherland

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under

Dette er mit tredje indlæg i serien om mine nye helte, denne gang handler det om Jeff Sutherland.

Jeff Sutherland er en af de to bagmænd bag Scrum, der er en agile udviklingsmetode, der er i gang med at revolutionere softwareudvikling.  Sammen med Ken Schwaber lancerede han Scrum tilbage i 1996. Siden dengang er der sket meget og Scrum er på vej til at være de facto standarden for udvikling af software.

Forfatter Stephen Denning har udtalt at hvis der var en Nobelpris for ledelse, skulle den gå til Jeff Sutherland. Desuden mener Stephen Denning at Scrum bør spredes til alle virksomheder og det er ikke et spørgsmål om hvorvidt det sker, det er et spørgsmål hvornår.

Jeff svarer på rosen fra Stephen Denning i dette spændende interview: http://www.forbes.com/sites/stevedenning/2011/05/27/jeff-sutherland-the-21st-century-will-be-the-century-of-scrum/.

Jeg tog min certificering som ScrumMaster i november 2010 med Jeff Sutherland som underviser og hold da op, jeg har aldrig lært så meget som jeg gjorde på de to dage. Den mand har så meget erfaring og er god til at formidle sin viden - på en meget dygtig måde. Er du interesseret i at blive certificeret som ScrumMaster, så SKAL du gøre det med Jeff som underviser. Trifork har ham på besøg et par gange om året.

Jeg kunne tale meget og længe om Scrum og Jeff Sutherland, men det vil jeg ikke i denne omgang...

Min nye helt: Daniel H. Pink

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under ,

Dette er mit andet indlæg i serien om mine nye helte, denne gang handler det om Daniel H. Pink.

Dan Pink er uddannet inden for jura, men arbejder som forfatter, han har skrevet et par interessante bøger om hjernen og om hvad, der kan motivere mennesker, der arbejder i fag hvor de primært bruger den kreative del af hjernen. Dan Pink er også tidligere taleforfatter for Al Gore under hans periode som vicepræsident.

Dan Pink har en hjemmeside, der jævnligt opdateres med interessante links og artikler, han skriver også en klumme i The Telegraph. Jeg stødte på Dan Pink, da jeg så denne YouTube video, det er en animeret og forkortet udgave af en forelæsning han lavede for RSA, der omhandlede hans seneste bog: ”Drive – The Surprising Truth About What Motivates Us”. En video, der viser hele hans forelæsning, kan findes her.

Drive handler om hvordan, der er andre metoder til at motivere på end gulerod og pisk. Faktisk er der mange situationer hvor gulerod og pisk giver et dårligere resultat, end de alternative virkemidler som Dan Pink beretter om:

  • Autonomy (selvstyre)
  • Mastery (beherskelse)
  • Purpose (formål)

Hvis man kan indrette arbejdspladsen efter disse virkemidler, kan man opnå en langt større produktivitet og finde på flere innovative produkter/ydelser. Det han ikke fortæller så meget om er hvordan man skal indrette sig, han kommer dog med nogle få, gode eksempler.

Kaproning: En offentlig og en privat virksomhed

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under

Jeg modtog fornyligt denne vits, som omhandler ineffektivitet i offentlige virksomheder. Om den er sandfærdig ved jeg ikke. Men historien passer perfekt hvis man skifter offentlig virksomhed ud med en IT-virksomhed, der bruger vandfaldsmetoden og privat virksomhed med en IT-virksomhed, der bruger Scrum (eller en anden agil metode).

”En offentlig og en privat virksomhed aftalte at dyste i kaproning i en otter. Begge mandskaber trænede længe, og da dagen kom, var begge hold "fit for fight".
Alligevel vandt den private virksomhed med en hel kilometer. Moralen røg helt i bund hos den offentlige virksomhed, og den øverste ledelse besluttede at næste år skulle man vinde. Der blev nu nedsat en projektgruppe til at undersøge problemet. Gruppen fandt efter mange undersøgelser ud af at de private, helt uhørt, havde otte mand til at ro og en til at styre, mens det offentlige havde en mand til at ro og otte til at styre. I denne tilspidsede krisesituation viste ledelsen betydelig handlekraft.

De fik straks fat i et konsulentfirma, som skulle undersøge det offentliges struktur, og eksperterne kom efter mange måneders arbejde til den konklusion, at der var for mange til at styre og for få til at ro. På baggrund af konsulentrapporten blev der straks foretaget ændringer i holdopstillingen.
Man havde nu fire styrmænd, tre overstyrmænd, en styreleder og en roer. Af motivationshensyn indførte man desuden et pointsystem for roeren: "Vi vil udvide hans ansvarsområde og give ham større indflydelse".

Året efter vandt de private med to kilometers forspring.

Den offentlige virksomhed fyrede straks roeren på grund af det dårlige resultat, men udbetalte dog en bonus til ledelsen i erkendelse af det store arbejde der blev udført. Der blev udfærdiget en ny analyse fra konsulentfirmaet, som konkluderede at man havde valgt den rigtige taktik, og at motivationen også var i orden. Dermed måtte det være materialet der skulle rettes på.

Således er den offentlige virksomhed i dag er ved at udvikle en ny bådtype....”

Min nye helt: Mogens Langballe Nørgaard

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under

Jeg havde tænkt mig at lave en lille "serie" om mine nye helte. Dette er det første indlæg i den serie.

Mogens Langballe Nørgaard er den ene af to direktører for Miracle a/s. Mogens er en humoristisk person med meninger om stort set alting. Mogens har i mange år produceret provokerende videoer og skrevet diverse indlæg i den offentlige debat, fx i Jyllands Posten og i ComputerWorld.

Det bedste af det hele er at Mogens har ret. Han har altid ret. Det eneste negative jeg kan sige om Mogens Langballe Nørgaard er at han er en Apple bruger.

Miracle bliver drevet ud fra de principper og tanker som Mogens fortæller om i sine videoer:

  • Interessér dig for dine ansatte (du skal synes det er sjov at have med mennesker at gøre)
  • Slip dine ansatte fri og lad dem selv indrette deres arbejdsdag
  • Økonomiske mål for ansatte kan give amoralsk opførsel
  • Lav færre regler, procedurer og retningslinjer
  • Drop de åbne kontorlokaler til folk, der skal koncentrere sig
  • Undgå så vidt muligt mellemledere (!)
  • Og meget, meget mere...

LEGO har forstået det...

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under

En artikel på ComputerWorld's hjemmeside viser at LEGO har fattet det. Det passer rigtigt godt ind i Daniel Pinks teorier omkring motivation, der kommer indefra: Autonomy, Mastery and Purpose!

Det er vejen frem for kreative virksomheder.

Den første reaktion...

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under

Det er altid sjovt at iagttage folk, der for første gang bliver konfronteret med Scrum og Continuous Integration. Den første modtagelse er altid skepticisme og en “nej-det-kan-ikke-passe” attitude. Det kan ikke lade sig gøre at levere et softwareprodukt på 2 uger og da slet ikke på én uge! Det skal minimum tage 3 måneder. Sådan havde jeg det også selv engang og det blev jeg for nylig mindet om.


Hvis du arbejder i et firma, der skal have udviklet et stykke software, så kræv at der skal leveres en produktionsklar version af softwaren hver eller hver anden uge! Hvis din leverandør siger ”Det kan ikke lade sig gøre”, så find en anden leverandør. Siger leverandøren at projektet er for stort så bed dem om i mindre klumper, så der kan leveres en lille del af produktet med jævne mellemrum.


Hvis din softwareleverandør ikke bruger en agil udviklingsmetode fx Scrum, så find en anden leverandør!

Mere ny musik fra Cee Lo Green

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under , , ,

Det nye nummer fra Cee Lo Green er old school - Old Fashioned: http://www.youtube.com/watch?v=gUAuZ2qWvsk

Nyt nummer fra Gnarls Barkley forsanger Cee Lo Green: "Fuck You"

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under

Fedt nummer fra Cee Lo Green som også er forsanger i Gnarls Barkley. Men hvilken version af musikvideoen til nummeret er bedst?

Den nye:

http://www.youtube.com/watch?v=pc0mxOXbWIU

Eller den "gamle":

http://www.youtube.com/watch?v=CAV0XrbEwNc

For mig er det et nemt valg, jeg synes den "gamle" er helt fantastisk. Ja, ja, den nye har da også kvaliteter, men der er nu noget specielt ved den "gamle"...

Ankomst til Berlin – TechEd Europe 2009

Posted by Klaus Even Enevoldsen | Filed under ,

Jeg har fået lov til at deltage i TechEd Europe 2009 i Berlin. Det falder sammen med fejringen af 20 året for murens fald mandag d. 9. november 2009. Min rejse startede fint og uden forsinkelser – også selvom en del af turen foregik med DSB! Da jeg steg ombord flyet fra København til Berlin var det fyldt til randen og der var en unormal høj nørdkvote ombord. Flyveturen tog 40 minutter og jeg gik direkte igennem paskontrollen med min håndbagage.

Det var nemt at finde en taxi, jeg gjorde tegn til chaufføren at jeg gerne ville have min tasker i bagagerummet, han steg ud og gjorde mig opmærksom på at jeg altså ikke selv måtte åbne bagagerummet og pegede på et skilt på bagklappen. Da jeg fortalte ham destinationen sukkede han højlydt og rullede med øjnene, det viste sig at det var en meget kort tur til hotellet og da jeg bad om en kvittering sukkede han igen og så meget sur ud. Jeg skyndte med ud og lod ham åbne bagagerummet. På vej ind til receptionen kunne jeg høre han suse væk med hvinende dæk.

Hotellet er fint og det er nogle flinke receptionister som alle taler bedre engelske end jeg selv. Kl. 23.00 slukkede jeg lyset og gik ud som et lys.